Nye Løbesko? Værd at vide:

Læs med her, og lær hvilke spørgsmål du med fordel kan stille dig selv, når du skal på skojagt, og hvilke begreber, som er gode at kende.

3 spørgsmål du med fordel kan stille dig selv i jagten på en god løbeoplevelse.

Vores tre spørgsmål er et godt udgangspunkt for at du får den rigtige vejledning, når du skal have nye sko.

1. Hvad skal skoen bruges til?

Dit udgangspunkt er vigtigt for hvad du skal løbe i:

– Hvilket underlag skal du løbe på? Asfalt, grus, stier, terræn?
– Hvilken plads på skohyllen får skoen?
Skal det være din eneste løbesko, der kan klar det hele, eller en sko, der er målrettet intervaller, trail (terræn) eller noget helt tredje?
– Hvor lange og hvor mange ture skal du ud på

2. Hvad er du vant til at løbe i (hvis ikke det er din første løbesko)?

Læg især mærke til hvor meget drop du har, om du er vant til svangstøtte og om du oplever problemer i forbindelse med hvordan du lander og om tæerne har plads nok.
Du får den bedste vejledning, hvis du selv kan sige hvad der var godt/skidt ved din nuværende sko og kan fortælle hvad hvilken model det er.

3. Har du tidligere haft skader?

Hvis du har haft skader, er det vigtigt at overveje hvorfor. Er det træningsmængden, intensiteten eller evt. dine løbesko som er årsagen? Læs også blogindlæg: “Derfor bliver du skadet”.
Forskellige sko styrker dine muskler forskellige og aflaster forskellige muskler i forskellig grad.

Har du for eksempel problemer med skinnebensbetændelse kan barfodssko (og nogle barfodsinspirerede sko) være løsningen.

3 gode ting at vide om din løbesko

1. Drop – hvad er det, og er det vigtigt at vide?

Drop, eller hældrop, er en indikation af hvor meget hælen er hævet i forhold til forfoden.
Eks. En sko med 17mm forfod og 27mm hæl giver et drop på 10mm.

Mere hældrop resulterer i at man lander længere tilbage på hælen, og ikke på midt-/forfoden. Dette kan resultere i at man kommer til at pronere (falde ind) for nogle. For mange er et almindeligt hældrop på 8-10mm dog ikke noget problem, men mange vil også have godt af at komme i lavere drop eller sko helt uden drop.

2. Pronation, neutral eller supination

Disse begreber handler om, hvorvidt man falder indad eller udad når man ”lander” på jorden.
Har man pronation (også kaldet overpronation) falder man indad i foden. Løber man neutralt (også kaldet almindelig pronation) falder man ikke indad/udad. Ved supination (underpronation) falder man udad.

Langt de fleste pronerer en smule, imens en stor del også løber neutralt og kun meget få falder udad (supination).

Længe har løsningen på pronation været at tilføje svangstøtte, og anbefaler din ortopæd eller fysioterapeut dette, vil vi ikke modsige den anbefaling. Der er dog mange, som mener at svangstøtte kun gør svangen svagere, og ikke hjælper på problemet. Det er bl.a. teorien bag barfodssko. De mest gængse løbesko er neutrale, og meget tyder på, at en neutral sko er et sikkert valg for langt de fleste løbere, også hvis man har en smule pronation.

3. Traditionelle løbesko >< Barfodsløbesko

Der findes mange forskellige typer løbesko.
Når du skal købe nye løbesko er det værd at undersøge hvad der vil passe bedst til din løbestil. Kort fortalt får barfodssko en længere frem i skoen, giver tæerne plads og lader fødderne arbejde mere naturligt. Samtidig kan mange dog godt lide den ekstra støtte i traditionelle sko. Mange producenter laver derfor barfodsinspirerede sko.

Af: Andreas Lippert Bjørn


I næste blogindlæg d. 10. jan. står der mere om forskellen på traditionelle- og barfodssko.